Et nyt køkken behøver ikke koste en formue. Specielt ikke hvis man selv er klar på at gøre en indsats og kan leve med at købe brugt.
Da vi overtog vores hus fra 1979, var vi ikke i tvivl om, at køkkenet skulle have den helt store tur. Det havde mere end 30 år på bagen, køkkenelementerne var små, lave og slidt helt i bund. Også de fleste hårde hvidevarer trængte til en energivenlig opgradering.
Nedbrydning
Vi kastede os hurtigt over det sjove arbejde – nedbrydningen. Stort set alt skulle ud og efterfølgende skulle lofterne males og væggene vandskures, så der var ingen grund til at være forsigtig.
Nyt versus brugt køkken
I første omgang gik vi på køkkenjagt hos Kvik. Selvom vi forsøgte at beherske os, løb tilbuddet hurtigt op i 60-80.000 kroner. Det måtte kunne gøres billigere. Derfor begyndte vi at kigge efter et brugt køkken.
På dba.dk fandt vi et 7 år gammelt HTH køkken til kr. 6.000, men så skulle vi også selv afmontere og transportere. Det stod i et privat hjem i Holstebro, så vi frygtede en masse ture frem og tilbage til vores hus i Højbjerg ved Århus. Heldigvis fik jeg hjælp af en god ven, som har en transportabel salgsbod/pølsevogn. Det viste sig, at sådan et 7 år gammelt HTH køkken fra Holstebro lige præcist passer ind i en pølsevogn, så vi slap med en enkelt køretur.
Maling af listeloft og vandskuring af vægge
Der var brug for at lysne køkkenet, så vi valgte male loftet helt hvidt og at vandskure væggene. Begge dele er udmærket gør-det-selv arbejde.
Vi brugte en rigtig god loftmaling med en god spærre for at holde på gammel skidt, os og knaster. Det krævede tre lag, men er blevet rigtig flot.
Vi havde ikke prøvet at vandskure før. Det er ikke svært, men det er ekstremt hård arbejde og kræver blot, at man er grundig for at opnå et godt og ensartet resultat.
Vi brugte Weber vandskuringsmørtel, som kan købes i de fleste byggemarkeder.
Montering af køkken
For at undgå alt for skæve elementer/bordplader fik vi hjælp af en tømrer til at montere køkkenet. Det var godt givet ud. Vi havde købt nye bordplader fra Ikea, som han også hjalp med at sætte sammen.
Det færdige resultat
Herunder et par billeder af de færdige resultat, som vi er blevet meget glade for.
Men hvad koster det?
Foruden udgifter til tømrer og elektriker til henholdvis opsætning af køkkenelementer og nye installationer til komfur/kogeplader/emhætte og ekstra stikkontakter over køkkenbordet løb regningen op i kr. 20.581.
Udgifterne fordeler sig således:
Produkt | Pris i kr |
---|---|
Bosch køleskab fra Elgiganten | 3.890 |
Bosch fryser fra Elgiganten | 3.890 |
Home stænkplade fra Silvan | 250 |
Sokkelsæt fra Silvan - 3 stk. | 990 |
Bordsamlebeslag fra Silvan - 3 stk. | 360 |
GRUNDTAL stativ og s-kroge fra Ikea | 49 |
GRUNDTAL hylde fra Ikea | 139 |
Alupersienne fra Jysk | 83 |
NYTTIG tub 150 flexslange fra Ikea | 129 |
RAFFINERAD ovn fra Ikea | 2.999 |
VINDRUM vægmonteret emhætte fra Ikea | 1.699 |
TYDLIG induktionskogeplader fra Ikea | 2.799 |
KARLBY birkefiner bordplader fra Ikea - 3 stk. | 2.007 |
BOHOLMEN indbygningsvask fra Ikea | 349 |
ATLANT vandlås fra Ikea | 100 |
RINGSKÄR blandingsbatteri fra Ikea | 799 |
NYTTIG gulvbeskytter fra Ikea | 49 |
TOTAL | 20.581 |
Og nå ja – så var der lige de småting vi glemte at regne med i budgettet:
- Maling
- Vandskuringsmørtel
- Nye døre, karme, gerigter og greb
- Fugemasse
- Skyggelister
- Dampspærre til opvaskemaskine/køkkenbord
- Stikkontakter
- Malergrej
- Murergrej til vandskuring
- Lamper
- Pudsgrunder
- Sandpapir
- Diverse værktøj
- Utallige ture til byggemarkedet efter små og store dimser
Men det var det hele værd 🙂